Would you like to visit our English website?

Go to English Go to English
12. maj 2025

 

”Selv om EU-kommissionen har lempet ESG-kravene for en mellemstor virksomhed som vores, så slækker vi ikke på vores mål for social inklusion. For os giver det forretningsmæssigt værdi at vægte diversitet i medarbejderstaben og tage hånd om de mennesker, der har brug for lidt ekstra.”

Det fortæller Ole Rense, fabrikschef hos Triarca A/S.

Virksomheden i Hornsyld ved Hedensted leverer ladestandere til Danmarks grønne infrastruktur og kabinetter til elforsyning.

Montagearbejdet til ladestanderne og generelt montagearbejde har virksomheden ikke problemer med at finde arbejdskraft til. Det har derimod været svært at få medarbejdere, der ved, hvordan man samler eltavler.

Ole Rense fortæller, at det kræver tegningsforståelse og indsigt i de mange love og regler inden for el. Den har elektrikere, men de ønsker ofte en anden type arbejdsdag, end den, som Triarca A/S kan tilbyde i montagehallen.

Nu har Triarca fundet en løsning, som Ole Rense er særdeles tilfreds med. Virksomheden har Tomaz fra Polen og Rytis fra Litauen via en 13 ugers eltavleefteruddannelse målrettet ledige, som Virksomhedsservice - Jobcenter Hedensted og Virksomhedsservice - Jobcenter Horsens har udbudt i samarbejde med erhvervsakademiet Rybners i Esbjerg.

Kurset blev etableret for at efterkomme det lokale erhvervslivs behov for medarbejdere, der kan samle eltavler.

Tomaz og Rytis stod begge i en sårbar situation uden for arbejdsmarkedet før opkvalificeringskurset. Selv om Tomaz har en elektrikeruddannelse fra sit hjemland, kan den ifølge Ole Rense ikke sammenlignes med en tilsvarende dansk uddannelse. Desuden har der været nogle sproglige barrierer for Tomaz og Rytis’ jobmuligheder, men i Triarca får man hjælp og praktisk træning, hvis man ikke føler sig som mester i dansk.

”Vores to nye østeuropæiske medarbejdere er rigtig god arbejdskraft. De har fået præcis de kompetencer på opkvalificeringsforløbet, som vi havde brug for”, siger Ole Rense, der tidligere forgæves har søgt medarbejdere til el-montage via LinkedIn og rekrutteringsbureauer.

Casen er en del af projekt ”Grøn omstilling – en nøglebrik til social inklusion”, der er støttet af Den Europæiske Socialfond og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.